Denne artikkel er kommet fram som ett svar på artikkelen om hygenhunden 1923.
Anbefaler å se denne først for å få sammenhengen i dette.
Harlekinkaapen.
B. Hygen: Hvorfra disse sorte hunde med brune og hvite tegninger saa end skriver sig, sikkert er det, at de er meget gamle her i landet, og at de har været saaatsi en central hovedstamme, hvortil de forskjellige speclalstammer ofte har maattet vende sig for at søke manglende parringsdyr og nyt blod.
Herr skolebestyrer Jac. Johnson: De sees i jubilæumsskriftet at fremsætte den opfatning at Dunkerhunden og Hygenhunden nu kan <<feire sit 100 aars jubileum som racer paa norsk grund.>>
Som De antagelig vil ha bemærket har jeg i september- heftet iaar, (feilagtig signert D.H.), paa grundlag av de samme kilder fremsat den paastand at dette er en fiktion. Tillat mig derfor at ta anledning av Deres artikkel til at utdype min opfatning. Jeg nærer det haab, at De, ifald det ikke lykkes mig at overbevise Dem, vil ta til gjenmæle.
Jeg er enig med Dem i at de anførte kilder,' Sissener- Gulbranson og B. Hygen, er de bedste og saaatsi eneste oplysninger man har at bygge paa, men der er i aarenes løp indfor- tolket i dem og atter trukket ut lærdomme, der senere er blit staaende som kynologiske dogmer som, tiltrede for at de er aapenbart urigtige, den dag ,idag marerider vort støveropdræt,
Under arvelærens belysning rakner de fleste av dem op; efter-som kundskapen derom brer sig, kan der være haab om at faa dem utryddet. Tar man for sig en nulevende repræsentant for hver av de to stammer Hygen og Dunker og sætter op deres ættavler tilbake til Diana - Spillop og Hvite-Music - Droplertispen. vil der ligge mindst 20 generationer imellem, hvad der igjen vil si at de nulevende hunde har 1 040 384 antescendenter i den generation, hvis indflydelse arvemæssig set er likeværdig. Nu kan støverbestanden paa den tid vel ,ha været, la os ta e tal, 1000 individer, der altsaa hver gjennemsnitlig har 1000 gange saa stor indflydelse paa de nulevende hunde som Diana, Spillop o. s. v., som kilderne viser kun forekommer 1 - en - gang hver, i den række De regner med. Mindre indflydelsepaa efterslegten eller den for haandenværendø race kan en hund ikke ha. Hvide Musiks efterslegt hænger forresten i luften, men et standpunkt faar man jo ta. Den race som har den alt overveiende indflydelse - er centralracen, den eneste norske støverrace som har eksistert og eksisterer.
Ættavlen vil vise sig at være fælles fra utgangspunktet, som omfatter hele centralracen, indtil 432 Feiom og 675 Findop, der betegner skillepunktet. Det er derfor indlysende at samme hund maa ha samme standard.
Da Diana - Spillop - Hvite-Musik ingen paaviselig indflydelse har, er ogsaa spørsmaalet om der har eksistert en Hygen-eller Dunkerrace uavhængig av disse hundes avstamning, inden- eller utenlandsk.
Yderligere bevis for min paastand maa være unødvendig overfor dem der har sat sig ind i dette emne. Heller ikke er det nødvendig at paavise at der i de forgangne 100 aar ikke har forekommet nye behov som følge av f. eks. nye jagtlove, metoder, vaaben eller lign., der kunde ha ændret centralracen i to nye retninger, repræsentert ved Dunker og Hygen.
Det kan imidlertid tænkes at Diana - Spillop - Hvite-Musik kan ha tilført racen særlig værdifulde jagtegenskaper, som senere har slanget sig frem ogsaa gjennem 70-80 aarenes interregnum til vore dages hunde. Kunde dette paavises hos disse skulde det ikke være mig imot, men ulykken er jo netop at de straalende egenskaper hos den tids hunde forsvandt.
Kilderne viser i de første 30 aar før forfaldet heller ikke nogen forskjel paa Hygens, Huitfeldts, Molvigs, Ole Jacobsens og Casper Erlandsens hunde o. s. v. Disse jægere hadde alle gode hunder av samme slag - centralracen - svarte med brune og hvite tegninger. Efter brigadeintendant Juel hadde heller ikke Dunker mange av de hunde man har tillagt hans nuvn, saa man gjør kanske ham like stor uret som hans for-træffelige Hvide-Musik ved at tillægge dem skylden for at centralracen nu seiler med et lik i lasten. Den tids jægere synes ogsaa at ha hat et princip fælles, ikke at la gode hunde faa indflydelse utenfor den enkeltes kreds og ikke la hvalper komme ut. Det sidste gav omstreifere et taknemlig felt og et visst ry som «formidlere» av gode hvalper.
Interesserer man sig allikevel for Dianas oprindelse, løper man den mindste risiko for selvbedrag ved at anta den naturlige forklaring paa hendes utseende og avstamning, at den svarte og brune eller gule race, - hvad der er almindelig hos black and tan farvede racer, - her har utspaltet en hvalp av den recessive brune farve. Der var, saavidt erindres, et par slike, en brun og en gul paa jubilæumsutstillingen - naturligvis samtidig' camouflert med dropler. Forholdet er almindelig hos gordonsetteren.
De hos S. og G. omtalte Trondhjemshund synes at ha hat den samme brune farve; derhos støtter Dianas svarte stikkelhaar over ryggen denne forklaring. Den vage antagelse at hun skulde ha tilhørt den holstenske støver, der er en harlekinrace, er for usandsynlig til at man kan bygge pa den som en kjendsgjerning. Det er derimot ikke usandsynlig at der kan være en sammenhæng mellem mythen om justitsraad Nielsens «race» av holstensk avstamning og droplerne.
Hvad den droplede tispe angaar, kan det jo ha sin interesse at peke paa, at muligheten for at hun tilhørte den hjemlige «Odalsrace» utelukker muligheten for at alle droplede hund nedstammer fra Hvite-Musik. Der maa isaafald ha været «flere flekkede bikjer end prestens (Kierulf)» - og med dem alle kan den ikke ha hat hvalper.
De spekulerer paa grundene for Dunkerens forsprang paa Hygenhunden. Den anførte aarsak er sikkerlig sterkt medvirkende, hvorhos muligheten for begrepet «Dunkerrace» er mindst 30 aar ældre end «Hygenrace» som betegnelse for de røde hunde. Følgende resonnement turde kanske kaste noget lys herover og likeledes over det fenomen at dueligheten forsvandt med de nye farver - at netop disse blodblandinger skulde medføre en slik ødelæggelse.
Sætter man sig' som maal ved hjælp av en rød og en svart hund i en linje at frembringe flest mulig rødt avkom og to droplede hunde i en anden linje at frembringe droplet eller hvitt avkom, vil resultatet bli følgende, idet vi kun regner med 4 hvalper i kuldet. Den røde og den svarte er hymozygoter av henholdsvis recessiv og dominerende farve, de to droplete er heterozygoter. Av 1. par faar man i 1. generation 4 svarte, heterozygoter ; av disse igjen (2. generation) 1 rød, homozygot - 2 svarte heterozygoter og 1 svart, homozygot. Den sidste gir som i 1. generation kun svart avkom; de to heterozygoter gir indbyrdes avkom som 2. generation (1 rød og 3 svarte hvorav 1 homozygot); mnellem dem og den røde 2 av hvert slag.
Tar man nu i betragtning frygten for indavl, vil der til parringsdyr for de røde individer, som man nu maatte ha opnaadd, fortrinsvis bli valgt ubeslægtede individer av centralracen, der er homozygoter av den dominerende svarte farve: dermed er man like langt; disse gir kun svarte hvalper.
Spillops farve forsvandt ogsaa som dug for salen i centralracen.
Efter de to droplede falder 1 hvit, 2 droplede og 1 svart. Her kan man - (ogsaa almindelig praksis) - parre ut straks uten at droplerne forsvinder. Man faar efter hvit og svart 4 droplede, efter dropler og svart, 2 av hvert slag. Man vil herav se hvilken umaadelig fordel den droplede hund ,har hat deri at rødt er recessivt overfor svart (og droplet), den herskende rædsel for indavl og manglende kjendskap til arvelovene. Dette baade før og efter adskillelsen, (Graadroplet er mangelfuld pigmentering av svart).
Men hvor blir der saa av alle de svarte, der for begge linjers vedkommende er rene av centralracen. uten forskjel i arveanlæg? Jo, de enten avlives eller forsvinder i horisonten som bondehunder eller bondehunders fædre. I begge tilfælder tar de med sig brorparten av jagtegenskaperne eftersom de er i flertal; deres etterkommere viser ogsaa ilblandt en bokstavelig talt paatrængende duelighet i den ædle kunst at jage hare til maapende forbauselse for dem, som slog vrag paa den. Disse skyter gjerne hare for dem - men nogen anerkjendelse forøvrig - nei det gaar ikke an.
Nu er det jo saa at erfaringen viser at den røde farve iblandt maa fornyes med svart? Deres avdøde Pan V - det var i mange henseender sørgelig den døde - vilde hat gode chancer til at faa sig tildelt denne hæderspost som stamhund. Hvis nu hunden var homozygot for svart, vilde man ikke faa en rød hvalp efter den; de utstillendes hunde vilde i en række aar fremover atter være sorte til man fik kjæmpet den røde farve igjennem paanyt. Med jubilæumsresultatet for øie - 11 eksemplarer i Kristiania og 5 paa Gjøvik - skulde jeg anta nekrologen over «racen» samtidig kunde gaa i trykken.
Jo mer man arbeider med dette emne desto mistænksom- mere blir man overfor erfaringer; man tvinges uvilkaarlig væk fra det ene tillærte standpunkt efter det andet. Det er igrunden ikke grænser for hvad man kan faa erfaring for: (Jfr. «Hvilken type bør vælges.») Dette med tæthet hos svart kontra rødt haarlag f.eks., er vel at rette smed for baker? En støver faar neppe pointerhale uten samtidig at faa pointerhaar. Haarlaget er ogsaa vanskjøttet hos dunkeren.
De har erfaret at blodblandinger er heldig, andre f. eks. Boeck (Jub. nr. 8. 98) det motsatte. Forslaget til nye stambokregler underkjender principet.
Det synes mig lite rimelig. at en parforcerace, hvor hundene benyttes paa jagt optil et halvt hundrede samtidig og hvor de paa grund av fordringeme til samhold i meuten hovedsagelig deltar som musikanter i koret under «the leader», som holder kontakten med vildtet, at en saadan, race skulde kunne forbedre for støver. Til denne enkeltvis stiller jægere, terræng og vildt større fordringer end i noget andet land. Vor støverraces type turde derhos være av de ældste blandt nulevende racer.
Den svenske hund har gjennemgaat de samme barnesygdomme med blodblandinger. Kaptein Rydholm anvendte saaledes en stor del av sit liv med systematisk forsøk paa at frembringe en forbedret race ved krydsning mellem schweiziske, engelske og svenske støvere. Resultatet erkjendtes av ham selv at være slettere end begyndelsen. Senere hen er disse hunde i Schillerstøveren ført tilbake mot sin svenske oprindelse.
De utkonkurrerer Hamiltonstøveren som for stor og langbent. Avlen gaar for tiden i retning av en lavere type end den man ser her tillands, mere skikket for harejagt.
For at komme tilbake til vor egen hund: Det ser ut som altfor mange erfaringer har sammensvoret sig mot den.
Først det almindelige princip ikke at la hvalper komme utenfor jægerkredsen ; rimelig nok forresten - hvorfor skal man skaffe sig konkurrenter! Det har holdt sig indtil hunde i vore dage er blit en salgsvare og hundeopdræt tildels en næring. Derefter frygten for indavl og dermed sammenhængande vanskelighet med at fæstne og beholde egenskaper inden en hundeslægt. Gode hunde blev saaatsi indfanget for jagten og unddradd avlen. Videre misforstaaelser med farverne. De gjør sig - saa rart det kan høres - gjældende endnu, sogar paa præsumptivt kyndig hold. «Det droplede blod» skal saaledes være «ædlere», værdifuldere end det svarte; det vil med et mere koncist sprogbruk si, at det heterozygotiske anlæg for albinisme (mangelfuld pigmentering m. v.) hos de droplede hunde er sammenkoblet med arveanlæg, der ansees særlig ønskeværdig inden den formentlige race, og for hvilke disse hunde er homozygoter, d. v. s. anlæggene faar indflydeise paa efterslægten enten de er recessive eller dominerende. (Det skulde da være en mangel hos den røde hund, at man har sløyfet droplingsfaktoren hos den.)
Den tro at der har eksistert en rød og en droplet race har kostet mangt et svart geni livet; mangel paa forstaaelse av hvad dropler er for noget har hat tilfølge den selvmotsigende fordring i dunkerstandarden, at hunden helst skal være droplet men ikke glasøiet! Det ene er imidlertid en funktion av det andet. Det medfører en indskrænkning i utvalget av hvalper paa et grundlag, der er en jagthund uvedkommende.
Tilslut har da «specialracerne» staat paa egne ben i 25 aar. Det har kostet hygenhunden en pyrrhusseir, der har reducert den fra en stormagt til en 4-rangs magt. Det er at ønske at de overlevende 11 «bondearistokrater» reiser søksmaal paa sin odel før fristen utløper; de vil gratis av sine frænder bondehundene ogsaa faa en presentabel snute. Betegnelsen er ellers smuk og trøstefuld, men ændrer neppe resultatet og det kan da ikke være tilfredsstillende.
Efter mit skjøn er dunkeren kun gaat frem til og med Champion Seier. Efter den forlot man den gamle type; senere er hunden for hver ny generation kommet høiere op fra bakken og virkeligheten. Forsøket paa at skape hunden om i Allarm Dunkers billede har faldt den temmelig tungt for brystet (man kaste et blik paa billederne fra mai-forevisningen iaar). - Mindeordene over «den sidste champion» lyder rent vemodig.
Jeg er bange for, det vil virke som kronen paa verket paa det nuværende tidspunkt at lukke stamboken. Princippets rigtighet skal jeg ikke uttale mig om, men det kan vanskelig appliceres paa vor støveravl, allermindst nu. Dennes tyngdepunkt ligger og maa antas, vil altid ligge paa landet. - Harejagten er fortrinsvis bøndernes jagt ; den støver som tilbringer sit liv i en by, gaar moralsk tilgrunde, hvis den ikke av sin eier -holdes alvorlig til boken.
De laante fjær, den røde farve, og harlekinkaapen maa først væk.
I forslaget til stambokregler er gjort en undtagelse for spidshunde, smaalands- og gottlandsstøvere.
Dyrehundavlen blandt spidshundene er dog lettere oversigtlig end støveravlen. Som saadan (elghund) er graahunden ikke gammel. Forbud mot dyregrave fremkaldte et behov for en elghund; det var støveren som først fik sig tildelt jobben.
Den blev hertillands i 60-aarene avløst av pioneren Bamse, Gram. I Sverige maatte der et arbeide og skrift til som Sahlins, for at gjøre hans landsmænd opmerksom paa hvilket unicum av kræfter, kløkt og næse denne hund er;det gik saamen trægt nok allikevel. Racen er som elghund liten og oversigtlig ; selve opdrættet, avlsmaaten har den til fælles med støveren. Jeg under den vel alle fordele, men støveren trænger dem like godt.
Den race er stor og uoversigtlig ; det er nationalhunden som findes i hver krok. For stramme fordringer paa det nuværende tidspunkt vil skade den.
Det er Kennelklubbens raison dêtre, at gjøre en ende paa farvevrøvlet og gi hunden dens plads igjen. Fegtning paa spredte fronter har aldrdg bragt nogen seier, heller ikkle dennegang. Det er uklokt at lulle sig ind ·i den forestilling at alt er saare vel. En hund som taper terræng gaar tilbake.
O. Holm.