Harlekinkaapen

 

Denne artikkel er kommet fram som ett svar på artikkelen om hygenhunden 1923.

Anbefaler å se denne først for å få sammenhengen i dette.

 

Harlekinkaapen.

 

 

B. Hygen: Hvorfra disse sorte hunde med brune

og hvite tegninger saa end skriver sig, sikkert er det,

at de er meget gamle her i landet, og at de har været

saaatsi en central hovedstamme, hvortil de forskjellige

speclalstammer ofte har maattet vende sig for at søke

manglende parringsdyr og nyt blod.

 

Herr skolebestyrer Jac. Johnson.

 

De sees i jubilæumsskriftet at fremsætte den opfatning

at Dunkerhunden og Hygenhunden nu kan <<feire sit 100 aars jubileum

som racer paa norsk grund.>>

Som De antagelig vil ha bemærket har jeg i september-

heftet iaar, (feilagtig signert D.H.), paa grundlag av de samme

kilder fremsat den paastand at dette er en fiktion.

Tillat mig derfor at ta anledning av Deres artikkel til at

utdype min opfatning. Jeg nærer det haab, at De, ifald det

ikke lykkes mig at overbevise Dem, vil ta til gjenmæle.

Jeg er enig med Dem i at de anførte kilder,' Sissener-

Gulbranson og B. Hygen, er de bedste og saaatsi eneste oplys-

ninger man har at bygge paa, men der er i aarenes løp indfor-

tolket i dem og atter trukket ut lærdomme, der senere er blit

staaende som kynologiske dogmer som, tiltrede for at de er

aapenbart urigtige, den dag ,idag marerider vort støveropdræt,

Under arvelærens belysning rakner de fleste av dem op; efter-

som kundskapen derom brer sig, kan der være haab om at

faa dem utryddet.

Tar man for sig en nulevende repræsentant for hver av

de to stammer Hygen og Dunker og sætter op deres ættavler

tilbake til Diana - Spillop og Hvite-Music - Droplertispen.

vil der ligge mindst 20 generationer imellem, hvad der igjen

vil si at de nulevende hunde har 1 040 384 antescendenter i den

generation, hvis indflydelse arvemæssig set er likeværdig. Nu

kan støverbestanden paa den tid vel ,ha været, la os ta et

tal, 1000 individer, der altsaa hver gjennemsnitlig har 1000

gange saa stor indflydelse paa de nulevende hunde som Diana,

Spillop o. s. v., som kilderne viser kun forekommer 1 - en -

gang hver, i den række De regner med. Mindre indflydelse

paa efterslegten eller den for haandenværendø race kan en

hund ikke ha. Hvide Musiks efterslegt hænger forresten i

luften, men et standpunkt faar man jo ta. Den race som har

den alt overveiende indflydelse - er centralracen, den eneste

norske støverrace som har eksistert og eksisterer. Ættavlen

vil vise sig at være fælles fra utgangspunktet, som omfatter

hele centralracen, indtil 432 Feiom og 675 Findop, der beteg-

ner skillepunktet. Det er derfor indlysende at samme hund

maa ha samme standard.

Da Diana - Spillop - Hvite-Musik ingen paaviselig ind-

flydelse har, er ogsaa spørsmaalet om der har eksistert en

Hygen-eller Dunkerrace uavhængig av disse hundes avstam-

ning, inden- eller utenlandsk.

Yderligere bevis for min paastand maa være unødvendig

overfor dem der har sat sig ind i dette emne. Heller ikke er

det nødvendig at paavise at der i de forgangne 100 aar ikke

har forekommet nye behov som følge av f. eks. nye jagtlove,

metoder, vaaben eller lign., der kunde ha ændret centralracen

i to nye retninger, repræsentert ved Dunker og Hygen.

Det kan imidlertid tænkes at Diana - Spillop - Hvite-

Musik kan ha tilført racen særlig værdifulde jagtegenskaper,

som senere har slanget sig frem ogsaa gjennem 70-80 aarenes

interregnum til vore dages hunde. Kunde dette paavises

hos disse skulde det ikke være mig imot, men ulykken er jo

netop at de straalende egenskaper hos den tids hunde forsvandt.

Kilderne viser i de første 30 aar før forfaldet heller ikke nogen

forskjel paa Hygens, Huitfeldts, Molvigs, Ole Jacob-

sens og Casper Erlandsens hunde o. s. v. Disse jægere hadde

alle gode hunder av samme slag - centralracen - svarte med

brune og hvite tegninger. Efter brigadeintendant Juel hadde

heller ikke Dunker mange av de hunde man har tillagt hans

nuvn, saa man gjør kanske ham like stor uret som hans for-

træffelige Hvide-Musik ved at tillægge dem skylden for at

centralracen nu seiler med et lik i lasten. Den tids jægere

synes ogsaa at ha hat et princip fælles, ikke at la gode hunde

faa indflydelse utenfor den enkeltes kreds og ikke la hvalper

komme ut. Det sidste gav omstreifere et taknemlig felt og et

visst ry som «formidlere» av gode hvalper.

Interesserer man sig allikevel for Dianas oprindelse, løper

man den mindste risiko for selvbedrag ved at anta den naturlige

forklaring paa hendes utseende og avstamning, at den svarte

og brune eller gule race, - hvad der er almindelig hos black

and tan farvede racer, - her har utspaltet en hvalp av den

recessive brune farve. Der var, saavidt erindres, et par slike,

en brun og en gul paa jubilæumsutstillingen - naturligvis

samtidig' camouflert med dropler. Forholdet er almindelig hos

gordonsetteren. De hos S. og G. omtalte Trondhjemshunde

synes at ha hat den samme brune farve; derhos støtter Dianas

svarte stikkelhaar over ryggen denne forklaring. Den vage

antagelse at hun skulde ha tilhørt den holstenske støver, der er

en harlekinrace, er for usandsynlig til at man kan bygge paa

den som en kjendsgjerning. Det er derimot ikke usandsynlig

at der kan være en sammenhæng mellem mythen om justits-

raad Nielsens «race» av holstensk avstamning og droplerne.

Hvad den droplede tispe angaar, kan det jo ha sin inter-

esse at peke paa, at muligheten for at hun tilhørte den hjem-

lige «Odalsrace» utelukker muligheten for at alle droplede hunde

nedstammer fra Hvite-Musik. Der maa isaafald ha været «flere

flekkede bikjer end prestens (Kierulf)» - og med dem alle

kan den ikke ha hat hvalper.

De spekulerer paa grundene for Dunkerens forsprang paa

Hygenhunden. Den anførte aarsak er sikkerlig sterkt med-

virkende, hvorhos muligheten for begrepet «Dunkerrace» er

mindst 30 aar ældre end «Hygenrace» som betegnelse for de

røde hunde. Følgende resonnement turde kanske kaste noget

lys herover og likeledes over det fenomen at dueligheten for-

svandt med de nye farver - at netop disse blodblandinger

skulde medføre en slik ødelæggelse.

Sætter man sig' som maal ved hjælp av en rød og en svart

hund i en linje at frembringe flest mulig rødt avkom og to

droplede hunde i en anden linje at frembringe droplet eller

hvitt avkom, vil resultatet bli følgende, idet vi kun regner med

4 hvalper i kuldet. Den røde og den svarte er hymozygoter av

henholdsvis recessiv og dominerende farve, de to droplete er

heterozygoter.

Av 1. par faar man i 1. generation 4 svarte, heterozygoter ;

av disse igjen (2. generation) 1 rød, homozygot - 2 svarte,

heterozygoter og 1 svart, homozygot. Den sidste gir som i

1. generation kun svart avkom; de to heterozygoter gir ind-

byrdes avkom som 2. generation (1 rød og 3 svarte hvorav

1 homozygot); mnellem dem og den røde 2 av hvert slag.

Tar man nu i betragtning frygten for indavl, vil der

til parringsdyr for de røde individer, som man nu maatte

ha opnaadd, fortrinsvis bli valgt ubeslægtede individer av cen-

tralracen, der er homozygoter av den dominerende svarte

farve: dermed er man like langt; disse gir kun svarte hvalper.

Spillops farve forsvandt ogsaa som dug for salen i central-

racen.

Efter de to droplede falder 1 hvit, 2 droplede og 1 svart.

Her kan man - (ogsaa almindelig praksis) - parre ut straks

uten at droplerne forsvinder. Man faar efter hvit og svart

4 droplede, efter dropler og svart, 2 av hvert slag. Man vil

herav se hvilken umaadelig fordel den droplede hund ,har hat

deri at rødt er recessivt overfor svart (og droplet), den her-

skende rædsel for indavl og manglende kjendskap til arve-

lovene. Dette baade før og efter adskillelsen, (Graadroplet

er mangelfuld pigmentering av svart).

Men hvor blir der saa av alle de svarte, der for begge lin-

jers vedkommende er rene av centralracen. uten forskjel i arve-

anlæg? Jo, de enten avlives eller forsvinder i horisonten som

bondehunder eller bondehunders fædre. I begge tilfælder tar

de med sig brorparten av jagtegenskaperne eftersom de er i

flertal; deres etterkommere viser ogsaa ilblandt en boksta-

velig talt paatrængende duelighet i den ædle kunst at jage

hare til maapende forbauselse for dem, som slog vrag paa

den. Disse skyter gjerne hare for dem - men nogen aner-

kjendelse forøvrig - nei det gaar ikke an.

Nu er det jo saa at erfaringen viser at den røde farve

iblandt maa fornyes med svart? Deres avdøde Pan V - det

var i mange henseender sørgelig den døde - vilde hat gode

chancer til at faa sig tildelt denne hæderspost som stam-

hund. Hvis nu hunden var homozygot for svart, vilde

man ikke faa en rød hvalp efter den; de utstillendes

hunde vilde i en række aar fremover atter være sorte

til man fik kjæmpet den røde farve igjennem paanyt. Med

jubilæumsresultatet for øie - 11 eksemplarer i Kristiania

og 5 paa Gjøvik - skulde jeg anta nekrologen over «racen»

samtidig kunde gaa i trykken.

Jo mer man arbeider med dette emne desto mistænksom-

mere blir man overfor erfaringer; man tvinges uvilkaarlig væk

fra det ene tillærte standpunkt efter det andet. Det er igrun-

den ikke grænser for hvad man kan faa erfaring for: (Jfr.

«Hvilken type bør vælges.») Dette med tæthet hos svart kon-

tra rødt haarlag f.eks., er vel at rette smed for baker? En

støver faar neppe pointerhale uten samtidig at faa pointer-

haar. Haarlaget er ogsaa vanskjøttet hos dunkeren.

De har erfaret at blodblandinger er heldig, andre f. eks.

Boeck (Jub. nr. 8. 98) det motsatte.

Forslaget til nye stambokregler underkjender principet.

Det synes mig lite rimelig. at en parforcerace, hvor hundene

benyttes paa jagt optil et halvt hundrede samtidig og hvor de

paa grund av fordringeme til samhold i meuten hovedsagelig

deltar som musikanter i koret under «the leader», som holder

kontakten med vildtet, at en saadan, race skulde kunne for-

bedre for støver. Til denne enkeltvis stiller jægere, terræng

og vildt større fordringer end i noget andet land. Vor støver-

races type turde derhos være av de ældste blandt nulevende

racer.

Den svenske hund har gjennemgaat de samme barnesyg-

domme med blodblandinger. Kaptein Rydholm anvendte saa-

ledes en stor del av sit liv med systematisk forsøk paa at frem-

bringe en forbedret race ved krydsning mellem schweiziske,

engelske og svenske støvere. Resultatet erkjendtes av ham

selv at være slettere end begyndelsen. Senere hen er disse

hunde i Schillerstøveren ført tilbake mot sin svenske oprindelse.

De utkonkurrerer Hamiltonstøveren som for stor og langbent.

Avlen gaar for tiden i retning av en lavere type end den man

ser her tillands, mere skikket for harejagt.

For at komme tilbake til vor egen hund: Det ser ut som

altfor mange erfaringer har sammensvoret sig mot den.

Først det almindelige princip ikke at la hvalper komme

utenfor jægerkredsen ; rimelig nok forresten - hvorfor skal

man skaffe sig konkurrenter! Det har holdt sig indtil hunde

i vore dage er blit en salgsvare og hundeopdræt tildels en

næring. Derefter frygten for indavl og dermed sammenhæn-

gande vanskelighet med at fæstne og beholde egenskaper in-

den en hundeslægt. Gode hunde blev saaatsi indfanget for

jagten og unddradd avlen. Videre misforstaaelser med far-

verne. De gjør sig - saa rart det kan høres - gjældende

endnu, sogar paa præsumptivt kyndig hold. «Det droplede

blod» skal saaledes være «ædlere», værdifuldere end det svarte;

det vil med et mere koncist sprogbruk si, at det heterozygo-

tiske anlæg for albinisme (mangelfuld pigmentering m. v.)

hos de droplede hunde er sammenkoblet med arveanlæg, der

ansees særlig ønskeværdig inden den formentlige race, og for

hvilke disse hunde er homozygoter, d. v. s. anlæggene faar ind-

flydeise paa efterslægten enten de er recessive eller domi-

nerende. (Det skulde da være en mangel hos den røde hund,

at man har sløyfet droplingsfaktoren hos den.)

Den tro at der har eksistert en rød og en droplet race har

kostet mangt et svart geni livet; mangel paa forstaaelse av

hvad dropler er for noget har hat tilfølge den selvmotsigende

fordring i dunkerstandarden, at hunden helst skal være droplet

men ikke glasøiet! Det ene er imidlertid en funktion av det

andet. Det medfører en indskrænkning i utvalget av hvalper

paa et grundlag, der er en jagthund uvedkommende.

Tilslut har da «specialracerne» staat paa egne ben i 25

aar. Det har kostet hygenhunden en pyrrhusseir, der har

reducert den fra en stormagt til en 4-rangs magt. Det er at

ønske at de overlevende 11 «bondearistokrater» reiser søksmaal

paa sin odel før fristen utløper; de vil gratis av sine frænder

bondehundene ogsaa faa en presentabel snute. Betegnelsen er

ellers smuk og trøstefuld, men ændrer neppe resultatet og

det kan da ikke være tilfredsstillende.

Efter mit skjøn er dunkeren kun gaat frem til og med

Champion Seier. Efter den forlot man den gamle type; senere

er hunden for hver ny generation kommet høiere op fra bakken

og virkeligheten. Forsøket paa at skape hunden om i Allarm

Dunkers billede har faldt den temmelig tungt for brystet (man

kaste et blik paa billederne fra mai-forevisningen iaar). -

Mindeordene over «den sidste champion» lyder rent vemodig.

Jeg er bange for, det vil virke som kronen paa verket paa

det nuværende tidspunkt at lukke stamboken. Princippets

rigtighet skal jeg ikke uttale mig om, men det kan vanskelig

appliceres paa vor støveravl, allermindst nu. Dennes tyngde-

punkt ligger og maa antas, vil altid ligge paa landet. - Hare-

jagten er fortrinsvis bøndernes jagt ; den støver som tilbringer

sit liv i en by, gaar moralsk tilgrunde, hvis den ikke av sin

eier -holdes alvorlig til boken.

De laante fjær, den røde farve, og harlekinkaapen maa

først væk.

I forslaget til stambokregler er gjort en undtagelse for

spidshunde, smaalands- og gottlandsstøvere.

Dyrehundavlen blandt spidshundene er dog lettere over-

sigtlig end støveravlen. Som saadan (elghund) er graahunden

ikke gammel. Forbud mot dyregrave fremkaldte et behov for

en elghund; det var støveren som først fik sig tildelt jobben.

Den blev hertillands i 60-aarene avløst av pioneren Bamse,

Gram. I Sverige maatte der et arbeide og skrift til som Sahlins,

for at gjøre hans landsmænd opmerksom paa hvilket unicum

av kræfter, kløkt og næse denne hund er;det gik saamen trægt

nok allikevel. Racen er som elghund liten og oversigtlig ; selve

opdrættet, avlsmaaten har den til fælles med støveren. Jeg

under den vel alle fordele, men støveren trænger dem like godt.

Den race er stor og uoversigtlig ; det er nationalhunden som

findes i hver krok. For stramme fordringer paa det nuvæ-

rende tidspunkt vil skade den.

Det er Kennelklubbens raison dêtre, at gjøre en ende paa

farvevrøvlet og gi hunden dens plads igjen. Fegtning

paa spredte fronter har aldrdg bragt nogen seier, heller ikkle

dennegang. Det er uklokt at lulle sig ind ·i den forestilling

at alt er saare vel. En hund som taper terræng gaar tilbake.

 

O. Holm.